Formål og Hensigt
Huset Australiensvej 29 - 31 - 33 er opført for at skabe et roligt og fredeligt sted, hvor foreningens ældre og pensionerede medlemmer og disses enker kan nyde deres otium i absolut ro.

Stiftelsens bankkonto: (Reg.nr. 3001) Konto: 3015 - 117273

Lejlighederne (februar 2017)
Skipperforeningens Stiftelse har 26 lejligheder. Ejendommen blev bygget i 1928 og blev præmieret af Københavns Kommune. De enkelte lejligheder er på ca. 60 kvm og består af 2 værelser, køkken og bad. Til hver lejlighed hører et loftsrum. På loftet er der desuden fælles tørrerum og motionsrum. I kælderen er der fælleslokalet "Kaptajnernes Salon" med tilhørende køkken. Desuden er der toilet med bademuligheder, bibliotek, systue, værksted / hobbyrum og et gæsteværelse, som beboerne kan leje til deres overnattende gæster for et nærmest symbolsk beløb. I haven er der græsarealer, blomsterbede, tørreplads, cykelskur, pavillion med køleskab til de varme sommerdage og havemøbler til fri afbenyttelse.

Driftstilskud er generelt 3200 kroner og aconto varmebidrag er ca. 650 kroner - ialt ca. 3850 kroner om måneden. 10 af de enkelte lejligheder er renoverede. Lejligheder, der er renoveret før 2018, er pålagt et månedligt afdrag på renoverings-udgifterne på ca. 1000 kroner pr. måned, og for lejligheder, der er renoveret efter 2018, betales et afdrag på ca. 2000 kroner pr. måned.

8 enkeltlejligheder er lagt sammen til dobbelte lejligheder. Driftstilskud og aconto varme er derfor det dobbelte af de ovenfor nævnte beløb. For 2 af de dobbelte lejligheder er afdag for lån til renovering henholdsvis 2500 og 2800 kroner per måned.

Tegning over enkelt lejligheder mellem nummer 29 og 31. Den midterste trappe er køkkentrappe, som også adskiller hver af de enkelte lejligheder:
 
Ansøgning om lejlighed i Stiftelsen.

For at få tildelt er lejlighed i Stiftelsen skal man være optaget på ventelisten. Alle medlemmer (dog ikke associerede) af Københavns Skipperforening kan gennem oldermanden søge bestyrelsen om optagelse på ventelisten for sig selv, sine børn og børnebørn. Børn og børnebørns optagelse på ventelisten bortfalder, hvis medlemmet ophører med at betale administrationsgebyr eller at medlemsskabet ophører.

Fra 1. januar 2023 er det administrative gebyr for ventelisten ændret til 190 kroner per år. Gebyret skal indbetales på Stiftelsens konto i Danske Bank (se ovenfor) inden 1. maj i det pågældende år med angivelse af "VL (årstal) samt medlemsnummer" i bankens tekstfelt til modtageren. Der vil IKKE blive sendt påmindelse om betaling af gebyret, og hvis betalingen ikke er registreret senest den 1. maj i det pågældende år, bliver man slettet af listen.
Tildeling af en ledig lejlighed bestemmes af KSFs bestyrelse efter følgende retningslinjer:
  1. Pensionerede medlemmer har første prioritet  (herunder gangbesværede).
  2. Medlemmer med mindre end 5 år til folke- eller førtidspension
  3. Medlemmer med mere end 5 år til folke- eller førtidspension kan i sjældne tilfælde få tildelt en tidsbegrænset kontrakt efter bestyrelsens skøn.
  4. Bestyrelsen skal godkende alle tildelinger af Stiftelsens lejligheder.
  5. At få tildelt en lejlighed skal betragtes som at modtage et legat. Dette vil sige, at lejligheden ikke kan overdrages til eventuelle familiemedlemmer (dog må eventuel efterladt ægtefælde eller samlevende blive boende)
  6. En tildelt lejlighed skal være beboerens primære opholdssted.
Er der ingen medlemmer under punkt 1 og 2, der anmoder om at få tildelt en ledig lejlighed, vil denne blive tilbudt til et medlems barn eler barnebarn, der kan dokumentere studium, og derfor kan opnå en tidsbegrænset aftale.

Listen over ansøgere til lejligheder i Stiftelsen er slettet fra hjemmesiden, idet den kan indeholde personfølsomme oplysninger. Det betyder bl.a., at vi skal have accept af hver enkelt på listen, hvis vi skal distribuere listen. Ethvert medlem, der står på listen, kan få denne tilsendt ved henvendelse til oldermand@skipperlaug.dk, men der må påregnes en vis ekspeditionstid.

Stiftelsens Husorden - klik her